PUBLIC ART WORKS SDU

PUBLIC ART WORKS er et formidlingsprogram til SDU Campus Odense udviklet af Somewhere. Formidlingsprogrammet er iværksat af Bygningsstyrelsen. PUBLIC ART WORKS vil fra april 2019 og året ud søsætte en række aktiviteter og samtaler om kunsten på SDU i form af artikler i studentermagasinet RUST, artist talks, filminterviews med kunstnere, paneldebat m.m.

Bygningsstyrelsen er ejer af bygningerne, hvori SDU Campus Odense har til huse, og ejer i den forbindelse også en stor del af de kunstværker der er at finde på campus.

Som statens bygningsejer og bygherre er BYGST en af Danmarks væsentligste bestillere og indehavere af bygningsintegrerede kunstværker over hele landet. Formålet med at etablere kunst i offentlige bygninger er at understøtte formålet med kunstcirkulæret, der har til hensigt at højne kvaliteten af bygningerne samt inspirere og berige brugerne af bygningerne, og herigennem skabe større trivsel i hverdagen.

Formålet med formidling af kunsten på SDU Campus Odense er at gøre kunsten tilgængelig i de omgivelser brugerne befinder sig i til dagligt. Brugere af SDU Campus Odense og BYGST’s bygninger skal gennem formidlingen opleve, at kunsten skaber værdi og giver stof til eftertanke og refleksion for den enkelte. Det er derfor essentielt, at brugerne af bygningerne er oplyst om kunstens tilstedeværelse og at kunsten bliver formidlet til brugerne, så de oplever et medejerskab over kunsten.

Læs artikel om kunstcirkulæret af projektleder og arkitekt Tyra Dokkedahl på studentermagasinet RUST online 

Læs nyhed på sdu.dk i forbindelse med lancering af to interviewfilm med kunstnerne Marie Kølbæk Iversen og René Schmidt her