Lasse Krog Møllers Atlas UCC [-Mnemosyne you see see] er et af de to første kunstprojekter på Campus Carlsberg og er udviklet på baggrund af SOMEWHEREs kunststrategi til Professionshøjskolen UCC.
Kunststrategien lægger op til en kunstnerisk nyfortolkning af institutionens samling af kunst og undervisningsgenstande. UCC og Statens Kunstfond har i fællesskab finansieret kunstprojektet og udvalgt kunstnerne.
Lasse Krog Møllers Atlas UCC [-Mnemosyne you see see] er det første af sin slags i Danmark og bygger på den eksisterende samling af kunst, undervisningsmateriale og hverdagsgenstande fra de ti institutioner, som nu er samlet på Campus Carlsberg. Projektet nyfortolker hvad en samlingsophængning er og rykker ved grænserne for, hvordan stedsspecifikke kunstprojekter kan udvikles og realiseres i byggerier. Atlas UCC [-Mnemosyne you see see] trækker ikke alene erindring og uddannelseshistorie med ind i det nye byggeri, det peger også fremad ved at styrke identitet og fælles kultur i byggeriet og ved konkret at indgå i læring og formidling på institutionen.
Lasse Krog Møller om værket
I det nye Campus Carlsberg har jeg hængt udvalgte genstande fra disse samlinger i en række vægophængninger, fordelt over 20 forskellige vægge på 7 etager. De udvalgte vægge har varierende længder, mellem 1 og 14 meter. Væggene er alle malet i en sortgrøn vægfarve, der fungerer som en gennemgående markering af deres sammenhæng og ståen i forhold til hinanden. Denne sortgrønne vægfarve, der måske kan give mindelser om en skoletavle, danner baggrund for de ophængte og installerede genstande fra samlingen.
Genstandene bevarer i ophængningen deres individualitet og historie, samtidig med at de indgår i en ny sammenhæng. Ophængt og sammenstillet efter forskellige principper, der tager udgangspunkt i formmæssige eller indholdsmæssige slægtskaber, genstandene imellem. På denne måde tænkes værket som en form for anskuelsestavler, et fortællende værk, der fortæller, ikke blot en historie om de ti uddannelsesinstitutioner, der flytter sammen på Campus Carlsberg og deres fælles og individuelle kunst- og genstandshistorie, men også i et mere alment perspektiv, en pædagogisk uddannelseshistorisk fortælling.