Interspecies Living af SUPERFLEX 2022-2023

Planeten er under pres. Vi bliver flere og flere mennesker, vandstanden stiger og hver dag forsvinder andre arter fra jorden. En situation, der kun bliver værre, med mindre vi tænker nyt og handler anderledes. Derfor udvikler AKB Taastrupgaard, kunstnergruppen SUPERFLEX og unge fra området et kunstprojekt sammen som en del af boligområdets kulturprogram En drøm om i morgen

“I Taastrupgaard vil vi gerne inspirere beboere og omverdenen til at udvikle et boligområde, hvor mennesker, dyr og planter lever i bæredygtige fællesskaber. Derfor bidrager vi til den grønne omstilling ved at udvikle nye og mere langsigtede løsninger, og vi glæder os til samarbejdet med SUPERFLEX, der kommer med et meget visionært perspektiv på Fremtidens Taastrupgaard” siger Oguzcan Yüksel, der er formand for AKB Taastrupgaard.

“Sammen med eleverne udvikler vi konstellationer af klodserne, der kunne være fremtidige scenarier for fisk. I den proces skal vi så diskutere, hvad vi skal bygge.”

Jakob Fenger, billedskunstner, SUPERFLEX

 

Fiskeboliger af beton fra Blok85 

I Taastrupgaard samarbejder SUPERFLEX med elever og lærere fra to klasser på den lokale folkeskole, Ole Rømer Skolen. Sammen skal de udvikle levesteder for fisk og andre undervandsdyr af byggemateriale fra en af de boligblokke, Blok 85, der bliver renoveret. Kunstprojektet er en del af SUPERFLEX’ vision Interspecies Living.

“Interspecies Living er en måde at se verden på og tænke, hvordan mennesker kan leve i en symbiose med andre arter på planeten. Vi er meget glade for at være inviteret til at arbejde med Taastrupgaard og få muligheden for at engagere skoleeleverne i at gentænke, hvordan vi bruger ressourcer og udvikler et miljø, som både mennesker og fisk trives i”, siger billedkunstner Jakob Fenger, der er en del af SUPERFLEX.

Intentionen er, at kunstnerne og de unge udvikler nye metoder til at udvikle en bæredygtig by. En by, hvor mennesker kan leve i bæredygtige fællesskaber med fisk, dyr og planter.

I de seneste år har SUPERFLEX udforsket livet dybt under havoverfladen. I en serie af værker har de sat lys på nødvendigheden af, at vi mennesker inkluderer andre arter, når vi lægger planer for fremtiden. Aktuelt har SUPERFLEX skabt et kunstprojekt i forbindelse med FN’s generalformsaling i New York i 2021. Her udstillede kunstnergruppen blandt andet værket Interspecies Assembly, der gennem kunst, videnskab og politik sætter fokus på biodiversitet og havets essentielle rolle i denne sammenhæng.

Kunstprojektet i Taastrupgaard er i sin vorden og forventes realiseret i løbet af 2023 og vil i forbindelse med den endelige skulptur også få en titel.

SUPERFLEX

SUPERFLEX blev grundlagt i 1993 af Jakob Fenger, Bjørnstjerne Christiansen og Rasmus Rosengren Nielsen, og er med sin mangeartede praksis kendt for værker, som med vid, bid og humor giver sig i lag med alvorlige samfundsmæssige og kulturelle problemstillinger.

SUPERFLEX opfatter sig selv som et ‘udvidet kollektiv’ og arbejder med et bredt spektrum af samarbejdspartnere, fra videnskabsfolk til kommuner og fisk. Deres værker har gennem årene taget form af bl.a. en energidrik, et biogasanlæg, hypnosesessioner, store offentlige parker i ind- og udland, og senest arkitektur for havliv.

SUPERFLEX arbejder ofte udenfor det gængse udstillingsrum, og er for tiden i gang med at udvikle en ny form for urbanisme, der inkluderer planter og dyrs perspektiver – en ’tværartslig sameksistens’. Formålet er at skubbe samfundet i retning af en tankegang og levevis, der går på tværs af arterne. For SUPERFLEX kan den bedste idé nemlig komme fra en fisk.

Om Kysset

Over tre år fra 2021-2023 gennemfører AKB Taastrupgaard projektet Kysset, hvor beboere, forskere og kunstnere sammen skal udvikle nye fællesskaber, produkter og byrum, der sætter præg på Kulturkvarteret i Taastrup — et nyt byområde, der bliver udviklet frem til 2030. Kvarteret omfatter det almene boligområde Taastrupgaard, der står overfor en radikal forandring som følge af parallelsamfundsaftalen, og to private boligområder: Taastruphave og Selsmosekvarteret, der er på tegnebrættet.

Gennem billedkunst, teater og arkitektur skal tre forskellige projekter munde ud i nye fællesskaber og fælles produkter, som deltagerne viderefører. Sideløbende med kunstprojekterne udvikler forskere fysiske og organisatoriske prototyper for sociale bymodeller: bæredygtige rum og organiseringer, der er udviklet på baggrund af stedets brugeres viden og deres ønsker for områdets udvikling.

Det er ambitionen, at Taastrupgaard og området omkring bliver et sammenhængende, integreret Kulturkvarter i Taastrup, hvor borgere fra hele kommunen kan producere, deltage i og opleve kunst og kultur af høj kvalitet. Kysset skal bidrage til at udvikle en levedygtig, demokratisk og aktiv lokal kultur baseret på de ressourcer, interesser og behov, der er i området i dag.